Hjælp til login
Velkommen til Lyngbygaard Golf Center

Siden december 2002 har vi arbejdet med et golfprojekt på Lyngbygaard. Fra starten har vi haft som ambition at ville opføre et unikt golfanlæg i dette enestående område ganske få kilometer fra Århus C. Banen er tegnet af det vendenskendte amerikanske arkitektfirma von Hagge, Smelek & Bari, hvor partner og chefarkitekt Rick Baril har ledet projektet. Desuden er den kendte danske golfspiller Thomas Bjørn involveret i projektet dels som investor og dels som "teknisk konsulent" for Rick Baril.
Et samarbejde som har medført, at vi nu ser konturerne til en af de bedste golfbaner i Danmark.

Populært sagt har banen 3 niveauer; et forholdsvis fladt område hvor der er lavet to vandhazarder, som gør hullerne særdeles spændende, et område i fredsskov hvor der er givet tilladelse til anlæg af 12 fantastiske golfhuller, og en eng hvor der er to naturlige søer og en kanal, der snor sig gennem landskabet. Alt i alt er disse 27 huller passet helt fantastisk ind i naturen, så man også får en særlig naturoplevelse, når man spiller golf på Lyngbygaard. Den 21 maj 2008 åbnede vi drivingrange og den 2. maj 2009 åbnede 11 huller, som nu udgår klubbens midlertidige 18 huls bane. Maj 2010 åbnes alle 27 huller samt et 1300 kvm. stort klubhus.

Kvaliteten har været et nøgleord i hele processen, og man kan konstatere, at banen og de omkringligende faciliteter lever op til ambitionerne. Det bliver en kvalitetsbane, som udover et godt klubliv skal være den perfekte ramme for besøgende.