Referat af generalforsamling
onsdag den 25. marts 2026

Der var 42 deltagere på generalforsamlingen.

  1. Valg af dirigent

    Bestyrelsen foreslog Henrik Horup Andersen som dirigent. Henrik blev valgt som dirigent.

    Henrik takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var retmæssigt indkaldt.

  2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år

    Jens Bjørn Poulsen, orienterede om klubbens virksomhed:

”2025 var et godt år i Lyngbygaard Golf Klub. Meget har udviklet sig i den rigtige retning.

Medlemsmæssigt har klubben aldrig været større, end den er nu. Ved udgangen af 2025 havde vi 1.311 aktive medlemmer, hvilket er en stigning på 217 eller næsten 20 procent i forhold til året før. Vi havde 991 fuldtidsmedlemmer – det højeste antal i klubbens historie. På 9-hulsbanen havde vi 270 medlemmer. Pr. 1. januar hvert år falder antallet af medlemmer altid, idet det er den dato, hvor udmeldelser effektueres. Sidste år havde vi 148 medlemmer, som ønskede udmeldelse, svarende til ca. 11 procent af alle medlemmer. Det ligger indenfor normen blandt golfklubber, hvor udmeldelsesraten typisk ligger mellem 11 og 15 procent. Det er tredje år i træk, at vi har en positiv medlemsudvikling.

Klubbens medlemssammensætning er kendetegnet ved en lav gennemsnitsalder på 43 år. Gennemsnittet blandt danske golfklubber er 54 år. Sammenlignet med andre klubber har vi en stor andel af 18– til 30-årige. Vores kønsfordeling er meget skæv, 85% af medlemmerne er mænd, 15% er kvinder. Vi er mange såkaldt klub-uafhængige medlemmer, som primært er interesserede i at kunne komme ud på banen og spille golf og som i mindre grad er orienterede imod de tilbud, som i øvrigt findes i klubben, som f.eks. klubmatcher og klubber-i-klubben. Det skal vi forholde os til som klub, og bestyrelsen har derfor sammen med centret haft et målrettet fokus på tilgængelighed og fleksibilitet – særligt i forhold til adgangen til 1. tee, så vi er en attraktiv klub både for de klubuafhængige og klubafhængige.

  • Vi har holdt møde med klubber i klubben og aftalt retningslinjer for klub-i-klubben-spil, bl.a. vedrørende spilletidspunkter, spil på helligdage og frigivelse af tider, som ikke benyttes.
  • Vi tilstræber tilrettelæggelse af Danmarksturneringen således, at matcher over 18 huller afvikles med starttider efter kl. 13.
  • Vi kommer især i weekender og på helligdage til at være mere skarpe på at sammenlægge bolde, så vi får færre 1- og 2-bolde på banen, hvilket også sker for at understøtte et godt spilleflow på banen.
  • Vi planlægger i år til at have marshalls på banen i weekenderne og på udvalgte tidspunkter i øvrigt. Marshalls kommer til at hjælpe med at få boldene afsted om morgenen og kommer til at understøtte, at der er et godt flow i spillet på banen.
  • Endelig skal medlemmerne huske at bekræfte tider, inden man går ud, ligesom det er vigtigt, at man så tidligt som muligt sletter tider, man ikke ønsker at benytte.


I 2026 forventer vi, at vi igen bliver flere medlemmer. Det har vi plads til, og det er nødvendigt for at sikre en bedre økonomi for klubben, og det giver os det bedst mulige udgangspunkt for den fremtidige drift og udvikling af klubben.

Brutto fik vi i 2025 378 nye medlemmer. Begyndere udgør en væsentlig andel heraf. Vi havde 117 nye golfere gennem begynderforløb. Af disse fik vi 84 konverteret til et efterfølgende medlemskab. Øvrige nye medlemmer er altså eksisterende golfspillere, som har valgt Lyngbygaard som deres klub.

Ud over at sikre nye medlemmer arbejder vi i bestyrelsen også på at sikre en så høj fastholdelse som muligt. Vi har bl.a. søgt at identificere de medlemmer, som har størst sandsynlighed for at melde sig ud og har kontaktet dem telefonisk for at tale om, hvad Lyngbygaard Golf kan tilbyde. Vi kommer igen i år til at have fokus på fastholdelse, og vi får hele tiden bedre viden om, hvad der skal til for at fastholde medlemmerne.

Omkring Lyngbygaard er vi 4 aktører – klubben, centret, trænerne og restauranten, som i det daglige har et tæt samarbejde for at skabe de bedst mulige rammer for vores sport.

Fra trænerne har klubben fået stillet timer til rådighed, som fordeles til begynderundervisning, eliten og juniorerne samt andre medlemsgrupper. For at forbedre fastholdelsen for de, som har lidt vanskeligt med at komme i gang med golfsporten, har klubben tilbudt gratis holdtræning til medlemmer med over hcp. 28. Ud over det tilbyder trænerne undervisning individuelt og i hold mod betaling, så hold øje med mulighederne. Der er netop i dag sendt en mail ud om træningsmuligheder i foråret.

I 2025 fik vi med Troels, Vinnie og Lars nye forpagtere i restauranten. De har på kort tid formået at skabe et naturligt samlingspunkt med et godt restaurantprodukt til medlemmer og gæster og med åbningstider, som passer til de tidspunkter, hvor der bliver spillet på banen. På tilfredshedsmålinger scorer restauranten højt, hvilket vi i klubben er meget tilfredse med og taknemmelige over.

Vi har i 2025 oplevet den bedste bane i mange år. Det er en udvikling som for alvor startede, da Niels startede som chefgreenkeeper, og som kommer til at fortsætte med Andreas i rollen. Der er investeret i robotter til klipning af fairways. Sidste år blev alle 27 fairways klippet af robotter. Vores golfanlæg ligger ovenpå et af Aarhus’ drikkevandsreservoirer, og bl.a. derfor bruger vi ikke ukrudtsmidler på golfbanen. Det betyder, at vi må acceptere, at der vil være mælkebøtter på fairways, ligesom vi ikke kan undgå tidsler i roughen. Klipningen af fairways med robotter har vist sig at have en vis effekt i forhold til at holde mælkebøttevæksten nede, så vi i højere grad har en god overflade at spille på. Niels og Andreas har indført pleje af banen på en databaseret tilgang. Blandt andet bliver afklip på greens vejet og man måler mængden af organisk materiale i de øverste vækstlag, så man løbende kan vurdere behovet for bl.a. gødskning. Investeringerne i banen kommer til at fortsætte også i 2026.

Tusind tak til vores trænerteam, restauranten og greenkeeperne for samarbejdet og for den indsats I gør.

På den sportslige side har klubben flere hold i Danmarksturneringen. I 2025 sikrede førsteholdet for herrer sig oprykning til elitedivisionen. Dameholdet spillede sig til oprykning til 1. division. Det er rigtigt flotte resultater. Sportsudvalget arbejder, med et lille budget, løbende på at sikre et godt og attraktivt miljø omkring elitegolfen – både for at udvikle og fastholde nuværende spillere og for at kunne tiltrække nye. Stort tillykke med de resultater I har opnået. I øvrigt skal der lyde en opfordring til i den nye sæson at komme ud for at se og støtte vores spillere, når der er matcher i Danmarksturneringen her på Lyngbygaard. Bestyrelsen er løbende i dialog med eliten om sikring af, at eliten er synlige i klubben. Sidste år var eliten arrangører af en af vores klubturneringer, og det kommer til at gentage sig i år, ligesom der ved andre lejligheder bliver mulighed for at møde vores elitespillere.

I de seneste år er der blevet arbejdet på at fremme frivilligheden i Lyngbygaard, og vi synes, at det går rigtig godt. Antallet af medlemmer, som tilkendegiver, at de gerne vil gøre en indsats som frivillige har været stigende, og vi har nu omkring 70 medlemmer, der er fast tilknyttede og som på forskellig vis udfører vigtige opgaver. Har man et ønske om at være frivillig, har vi Lone som frivilligkoordinator – så kontakt Lone, hvis du har lyst til at være med. Kontaktoplysninger kan findes på vores hjemmeside.

Frivillighed har været under udvikling de seneste 4-5 år. Vi ser i dag frivillighed som et centralt element i driften og udviklingen af klubben og som et vigtigt led i forbedring af klubbens økonomi. Tusind tak til alle de, som på forskellig vis løser opgaver frivilligt, og også en stor tak til alle jer, der er frivillige i udvalg og klubber-i-klubben. Vi kan slet ikke undvære jer, og vi håber, at I føler, at vi påskønner jeres indsats.

Også i 2025 har vi bedt medlemmerne give en donation til klubben på 200 kr. Når vi modtager mindst 100 donationer, kan klubben søge om status som almennyttig forening og opnå adgang til delvis kompensation for den moms, vi betaler. Vi nåede målet og har fra medlemmerne modtaget 23.500 kr., og det har givet os en momskompensation på 280.000 kr. Det betyder, at hver donation eller gave på 200 kr., som klubben har modtaget, har givet næsten yderligere 2.400 kr. Donationerne anvender vi til gavn for medlemmerne. Der vil for de bidrag vi har modtaget sidste år blive købt nye måtter til driving range samt et spejl, som man kan til brug ved træning. Tusind tak for alle de donationer, vi har modtaget.

Til sidst vil jeg gerne på klubbens og bestyrelsens vegne sige tak til centret for samarbejdet i årets løb. I er der hver dag og hjælper medlemmer og gæster med stort og småt. Tak for det løbende og tætte samarbejde vi har om drift og udvikling af Lyngbygaard Golf – og tak til baneejeren for fortsat at investere i banen og medvirke til udviklingen af vores golfanlæg”

Der blev stillet spørgsmål til opdæmning af vand på de lavestliggende huller – og om hvad kan gøres i forhold til kommunens ønsker til opdæmning på disse arealer? Christian Phillip svarede, at Lyngbygaard Golf Center A/S lejer jorden, så Lyngbygaard Golf Center A/S er ikke involveret i dette samarbejde med kommunen. Ejer af jorden er dog i dialog med kommunen, men da der er 26 lodsejere til området, kan det blive svært at etablere en løsning.

  1. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

    Helle Møller Albrecht fremlagde det reviderede regnskab, som også var lagt ud, tilgængeligt på klubben hjemmeside og opslagstavle.

Der blev spurgt til, hvordan vi fortsat kan sikre baneejers underskudsgaranti og svaret fra bestyrelsen er her, at garantien gælder for 12 måneder ad gangen, og bestyrelsen løbende er i dialog med baneejeren. Der blev også gjort opmærksom på, at det samlede driftsunderskud er reduceret væsentligt over de seneste år.

Der blev spurgt til hvor mange medlemmer, der skal til for at dække underskuddet og her var svaret 600 yderligere fuldtidsmedlemmer for at dække den del af banelejen, der p.t. dækkes af underskudsgarantien fra baneejer.

Der blev spurgt til opsætning af stærekasser, som der for 4-5 år siden blev rejst en indsamling til. Her var svaret, at der kom ganske få penge ind, men det kan være en overvejelse at bruge nogle af pengene fra årets donationer til stærekasser. Bestyrelsen har noteret ideen.

Klubbens regnskab for år 2025 blev herefter godkendt.

  1. Forelæggelse af budget og fastlæggelse af medlemskontingenter
    Helle Møller Albrecht fremlagde budget for 2026 og fremlagde samtidig medlems-kontingenter for 2026, som får en mindre stigning for en række medlemskategorier:

    Helle Møller Albrecht gjorde opmærksom på, at kontingenter for aktive og passive seniorer, ynglinge og juniorer fremlægges til godkendelse af generalforsamlingen, jf. vedtægternes §4.
    Kontingenterne blev godkendt uden yderligere bemærkninger.

  1. Forslag fra bestyrelsen
    Der forelå ingen forslag fra bestyrelsen.
  2. Forslag fra medlemmerne
    Der forelå ingen forslag til behandling på generalforsamlingen.
  3. Valg af bestyrelsesmedlemmer
    Bestyrelsesmedlemmerne Hanne Johannsen, John Finmann og Jacob Søgaard Jacobsen var på valg og ønskede alle genvalg.
    Dirigenten forespurgte, om der var andre kandidater, hvilket ikke var tilfældet.
    Hanne Johannsen, John Finmann og Jacob Søgaard Jacobsen blev herefter genvalgt.

Lone Krogsgaard var på valg som suppleant til bestyrelsen og ønskede genvalg. Lone blev genvalgt som suppleant.

  1. Valg af revisor
    Bestyrelsen indstillede genvalg af PwC, der herefter blev genvalgt.
  2. Eventuelt
    Et klubmedlem ønskede mulighed for at tage sin hund med på sine golfrunder på Lyngbygaard Golf. Jens Bjørn Poulsen gjorde opmærksom på, at der som en del af lejeaftalen for baneanlægget er ordensregler, hvorefter det ikke er tilladt at medbringe hund på banen. Der blev talt frem og tilbage i forhold til plusser og minusser, bl.a. om hunde kan være stille på banen, hvad med efterladenskaber, hvad hvis nogle er bange for hunde osv.


Der blev gjort opmærksom på, at det overdækkede areal til rengøring af trolleys og sko ofte har dårligt afløb, dårlige børster og minimal belysning. Christian Phillip vil kigge på belysning, kost(e) og børster og gjorde samtidig opmærksom på, at arealet hver dag rengøres af greenkeeperne. Der var samtidig enighed om, at hvert medlem, som benytter arealet, også gerne må rydde op og feje efter sig.

En gruppe medlemmer er kommet tilbage efter 5 år i en anden golfklub og roser banen, restauranten og klubben i det hele taget, men spørger til spillehastigheden på banen. Der blev informeret om, at vi i år har flere Marshalls tilknyttet, i prime times og ved spidsbelastninger, så der sikres et godt flow på banen. Samtidig vil 1- og
2-bolde blive slået sammen til 4-bolde i spidsbelastningsperioder. Chefgreenkeeper, Andreas, informerede samtidig om, at de sørger for lavere klipning af bl.a. rough, så det vil være nemmere at finde sin bold.

Der blev spurgt til, hvad grænsen for medlemsantal er. Hertil svarede Christian Phillip at det er svært at give et helt konkret svar på, men at udnyttelsen p.t. ligger på 60-70%.

I forhold til tiltag til fastholdelse af medlemmer blev der spurgt til, om der er overvejelser omkring etablering af Trackman i klubben. Hertil svarede Christian Phillip, at han er i dialog med Peter Krøyer og Morten Paulsen samt godsejeren, hvorvidt det er en mulighed. Der er også mulighed for et samarbejde med nogle, der vil oprette et golfsimulator-center i udkanten af Aarhus. Christian tænker at han ved mere om dette efter sommerferien. Så jo, det er noget der bliver kigget på.

Et medlem konstaterede, at en række spillere efterlader affald på banen, herunder bl.a. dåser i tee-blocks. Det ser ikke særlig pænt ud på tee-stederne. Der blev endnu en gang henstillet til, at enhver tager sit affald med ind fra golfbanen og driving range – og tillige stiller spande på plads på driving range.

Som vanlig skulle årets LYG´er – ildsjæl – kåres. Bestyrelsen havde denne gang valgt at kigge i en lidt anden retning, hvor valget enstemmigt var faldet på Henrik Horup Andersen for sit store arbejde for klubbens sportsafdeling, hvor han bl.a. varetager jobbet som holdleder for klubbens bedste herrehold, og ikke mindst for sit overblik, struktur, samarbejdsvilje og gode humør. Stort tillykke til Henrik Horup Andersen.

Der var ikke yderligere emner under dette punkt, hvorefter dirigenten takkede for god ro og orden og konstaterede, at årets generalforsamling herefter var afsluttet.